Når vores børn bliver et spejl på, hvad vi som voksne har forsøgt at gemme væk og skjule for omverdenen, så er vi godt på vej, til at skabe og forandre noget, der ikke længere fungerer. I dette skriv kan du læse om, hvad børn kan give os, helt ubevidst. Samt om hvad du som forælder gør, for at undgå at videreføre den smerte, du måske selv bærer på.
Når vi børn af dysfunktionelle hjem vokser op, så er det svært at undgå ikke at have fået en masse forsvarsstrategier, begrænsende overbevisninger, uhensigtsmæssige handle- og tankemønstre med sig.
Måske kan det til nød fungere i vores ungdoms- og tidlige voksenliv, men på et tidspunkt vil det vise sig, som et hæmmende tæppe, der bliver tungere og tungere jo længere tid der går.
Hvis vi når til et sted, hvor vi vælger at få børn, er det meget vel sådan, at denne proces kickstartes her.
Hvilket er en god ting! Svær og hård, men god.
Det er nemlig sådan at for at noget kan blive ændret og vise sig på den ægte og ubarmhjertige måde, som sådan nogle processer har det med at være, så skal det kaldes frem.
Børn har en fuldstændig ubevidst men fantastisk måde at kunne kalde det frem i os. Ikke som noget de absolut skal give os voksne, men som en ubevidst læring, de KAN give os, hvis vi giver dem lov.
Børn er som børn nu engang er. De er i deres følelser, i deres behov og i kontakt med alt det der foregår indeni dem. Men det kan komme i karambolage med de overbevisninger, strategier samt handle- og tankemønstre vi bærer rundt på.
Og hvad gør vi så?
Jo, vi har to valg.
Enten så fortsætter vi med at gøre det, vi kender til. Vi presser og forcerer vores børn til at passe ind i vores egen verden og virkelighed.
Eller også så begynder vi at kigge på hvad det er, der er på spil. Hvad der gør, at vi ramler ind i de samme konflikter, de samme følelser og de samme handlemåder.
Frygten for at vi som forælder, kommer til at give de oplevelser vi selv har haft, videre til vores børn kan blive altoverskyggende.
Vi ønsker for alt i verden at vores børn undgår at opleve den smerte, vi selv har oplevet, og måske selv har kæmpet eller fortsat kæmper med i vores voksenliv. Det er næsten ikke til at bære, når vi opdager at vi selv kan reagere uhensigtsmæssigt overfor vores børn.
Frygten kan være virkelig stor og stærk i vores krop.
Men når vi er her – altså lige her, hvor vi læser og er nysgerrige på, at det vi oplever føles off, eller gør at vi ønsker at gøre noget andet, så er vi godt på vej!
Alene ved at vi som forælder er reflekterende, gør at vi skaber et andet udfald.
Alene ved at have opdaget, at noget ikke er som vi ønsker, gør at vi når til et andet sted, end vi selv har været.
Alene ved at vi forsøger, igen og igen, giver vores børn mulighed for at opleve, hvordan verden også er.
Vi kan ikke undgå at vores børn oplever smerte. Det er en del af livet. Og vi vil selv forårsage en del af denne smerte.
Det afgørende her er, hvordan vi håndterer og tackler den smerte vores børn en dag kommer til at vise, på den ene eller den anden måde.
Jeg tror på, at det bedste vi kan gøre for vores børn er, at lære dem at livet indeholder alle facetter. Både de gode, dårlige, skæve og krøllede. Vi kan vise dem, at selvom noget er svært og vi begår fejl, så kan vi genetablere forbindelsen til os selv, og til dem.
Så kære dig, der måske også kender til denne frygt.
Lad den være dit kompas til, at skabe det liv, du virkelig ønsker for dig selv og dine børn. Giv den plads og tid, for den er der af en grund.
Og jeg ved, alene ved at du er her og læser dette skriv, er du rigtig godt på vej!
Med ønsket om et fredfyldt, glædesfyldt og meningsfyldt liv
♡ Ditte