Måske har du hørt om indre barn arbejde i selvudviklingsverdenen. Måske har du også lavet indre barn arbejde. I dette skriv, vil jeg uddybe hvorfor indre barn arbejde, er en rigtig god metode, til at genskabe kontakten til det, vi i vores voksenliv, kan have svært ved at udtrykke.
Hvis du genkender at have svært ved at udtrykke bestemte følelser, eller opleve at visse følelser simpelthen ikke mærkes i dig, så kan indre barn arbejde hjælpe til, at genskabe denne kontakt. Det er ikke kun godt for dig selv, din egen forståelse af dine mønstre og reaktioner, men også for dine relationer. Læs her hvorfor.
Hvad er indre barn arbejde, og hvorfor har vi et indre barn med os i voksenlivet?
For at gøre det så konkret som muligt, hvilket jeg selv er ret stor tilhænger af, så er indre barn arbejde vores direkte kontakt til indre tilstande og følelser, vi ikke har haft kontakt til længe.
Og hvorfor har vi så ikke det?
Når vi er opvokset i et miljø, hvor det har været nødvendigt at lukke ned for vores følelser, behov og generelt for vores indre verden, sker der en nedlukning af de selvsamme følelser, tilstande, behov og vores generelle indre verden.
Dette sker alt sammen i vores barndom, og altså mens vi er børn. Det er en skide smart måde at overleve og navigere i en verden og i et miljø, som ikke rummer alt det vi mærker, føler og udtrykker. Vores krop er seriøst virkelig smart indrettet, trods det i vores voksne liv, kan føles meget hæmmende og indskrænkende. Men, vi må forstå at det der sker, er en nødhjælp i en situation, som virker truende for vores overlevelse. Truende i den forstand, at vi oplever at blive lukket ude af fællesskabet, risikerer at miste kontakten til vores primære omsorgspersoner, som er livsvigtig for os som børn.
“Og det er ikke hensigtsmæssigt, når vi er i en relation, hvor det eneste vi ønsker er at skabe kontakt, opleve at vi bliver set, hørt og mødt i vores følelser, og mærke kærligheden.”
Nå, og så tilbage til det indre barn vi kom fra. For ser du, når vi så er blevet voksne, kan der være mange følelser og tilstande, vi faktisk ikke mærker, eller har adgang til (vi har sådan set adgang til dem, men det kan føles som om de er gemt eller låst væk, bag en dør. Dermed ‘ingen adgang’.
Ofte vil det påvirke vores relationer, i vores ungdoms- og voksenliv. Vi kan blive ramt af følelser, der gør at vi (igen) lukker ned, trækker os, eller måske ligefrem får os til at gå i forsvar overfor den anden. Alt sammen et resultat af, at vi har været nødt til at lukke ned for samme smertefulde følelser og tilstande, i vores barndom.
Og det er ikke hensigtsmæssigt, når vi er i en relation, hvor det eneste vi ønsker er at skabe kontakt, opleve at vi bliver set, hørt og mødt i vores følelser, og mærke kærligheden.
Derfor er indre barn arbejde en rigtig god metode til, at skabe kontakt til disse tilstande, som af rigtig gode grunde, har været gemt væk.
Der er intet hokus pokus i at skabe kontakt til vores indre barn
Men det kan være nyt, ukendt og skræmmende. Og det er det, fordi vi ikke har prøvet det før. Eller fordi vi kommer i kontakt med de følelser og tilstande, vi i så mange år, har gemt væk. Det føles farligt, fordi det har været sådan en gang. Derfor er omsorg nøgleordet, når det kommer til indre barn arbejde. Det skal ikke forhastes eller negligeres. Og det skal gøres i det tempo, hvor vi kan være med.
Et indre barn arbejde, kan være med til at skabe de relationer vi rent faktisk ønsker os, da vi får mulighed for, at heale de sår vi bærer med os, og på ny, begynde at mærke og udtrykke vores følelser, behov og indre tilstande.
I dette arbejde, åbner vi op for vores indre verden, som dermed begynder at få et sprog, det ikke har haft tidligere. Eller som i hvert fald, er blevet glemt for en stund. Og det er godt! Det er en god ting! For så begynder vi rent faktisk at kunne se, høre og møde de følelser og tilstande, som skaber vores levede liv – både i smerte og i kærlighed.
Med ønsket om et fredfyldt, glædesfyldt og meningsfyldt liv
♡ Ditte
Hvis du ønsker at høre mere om det indre arbejde jeg laver, eller ønsker at komme i gang med dit eget indre barn arbejde, så kontakt mig her.