Når vi begynder at tage det fulde ansvar for os selv, og vores eget indre (og dermed også ydre) liv, vil det også kræve at vi begynder at fralægge os ansvaret for andre og deres liv.
Læs her, hvad det gør ved os, at tage et ansvar på os der ikke er vores, og hvorfor du ikke kan dømmes eller straffes for andres adfærd, følelser og indre stemning.
Hvis vi som barn er blevet pålagt de voksnes dårlige humør, knudrede indre stemning og store følelser (hvilket ofte handler om mangel på at kunne afgrænse sig kropsligt og mentalt), kan vi have tendens til, at føle et ansvar for hvad andre føler, hvordan de har det og det de udtrykker.
At tro vi bærer det ansvar, kan resultere i, en pleasende adfærd overfor andre. Vi vil gerne undgå at mærke den smerte der ligger i, at den anden bliver vred, irriteret eller er uenig med os. Fordi det vi har lært er, at det er VORES skyld at den anden har det eller reagerer sådan. Det kan være voldsomt for vores system, at mærke denne smerte igen og igen.
Vi kan også opleve at forsøge at være på evig forkant, med alt hvad der skal ske i vores liv. Kontrol er ofte hovedpersonen her, og har den effekt at ophøje og opøve ‘fryd og gammen’ = ingen smerte ved at mærke de svære følelser.
Det kan også resultere i, at vi tager et overansvar for andre, deres liv og deres handlinger. Dette kan vise sig ved at vi påtager os en ‘redder-rolle’ hvor vi hele tiden søger at hjælpe og gøre det helt rigtige for den anden. Giver råd, vejledning og tænker, at vi ved, hvad der vil være godt for den anden at gøre. Vi er igen på evigt overarbejde, hvor vi forsøger at regne et uløseligt regnestykke ud.
I relationen til vores forældre, kan det også resultere i, at vi mærker en dualitet. En dualitet om, at ansvaret ER vores, men samtidig mærker, at vi ikke skal eller kan have det ansvar længere, som voksne (som vi i første omgang heller ikke skulle have haft som barn).
Det kan få os til at mærke en indre kamp, fordi vi ikke ønsker at have eller bære det ansvar, men samtidig ikke ved, hvordan vi skal komme af med den følelse af ansvar (for det føles farligt at slippe, da det jo så er vores skyld, når noget dårligt udtrykkes hos den anden eller sker i deres liv).
I visse tilfælde ender vi med at påtage os en bestemt rolle overfor den ene eller begge forældre, fordi vi mærker så stor en indre drivkraft på at udfylde denne rolle. Her kan vi ende i et loop af dårlig samvittighed, samtidig med at mærke en stor modstand på at hjælpe, eller være i den rolle.
Ingen mennesker er født med en særlig kontrakt om, at have ansvaret for andre og deres liv.
Den gode nyhed er, at når vi begynder at arbejde med og få forståelse for, hvad der rent faktisk er vores ansvar, kan vi langsomt begynde at slippe det ansvar, vi har båret på længe.
For vi har ikke ansvaret for andre. Hverken deres humør, indre stemninger eller følelser.
Vi kan hjælpe andre ja, når vi har tid, lyst og overskud.
Ingen mennesker er født med en særlig kontrakt om, at have ansvaret for andre og deres liv. Dette inkluderer også vores forældre, til trods for at vi skylder dem vores liv.
Der findes en vej ud af det ansvar, der kan veje tungt på vores skuldre. Og for enden af den vej, ligger mere frihed til, at være den vi er, og vælge det ansvar, vi ønsker at bære på. Samtidig vil det, at tage det fulde ansvar for os selv hjem, betyde at vi kan præge og forme vores liv, på en helt ny måde.
Med ønsket om et fredfyldt, glædesfyldt og meningsfyldt liv
♡ Ditte